Øget aktivitet i Øresundsregionens erhvervsliv

Pressemeddelelse fra Øresundsbron
København den 8. april 2002


Erhvervslivets aktiviteter over Øresund er steget betydeligt i 2002 sammenlignet med 2001, viser Øresundsbrons seneste trafikstatistik. Den erhvervsmæssige trafik over Øresundsbron steg i første kvartal 2002 med ca. 21 pct. sammenlignet med samme periode i fjor.

Varebilstrafikken steg med ca. 25 pct. -  på trods af helligdagene i slutningen af marts. Lastbiltrafikken steg med 22 pct. Denne stigning er mindre end forudset af Øresundsbron og  det skyldes den fortsat meget stærke konkurrence mellem broen og færgetrafikken i nord. Den erhvervsmæssige personbilstrafik steg med ca. 20 pct. og bustrafikken med hele 39 pct. i forhold til sidste år.

- Både varebilerne, en del af lastbilerne og de erhvervsmæssige personbiltransporter over Øresund er et udtryk for temperaturen i det erhvervsmæssige og økonomiske samkvem i Øresundsregionen. Og selv om trafikåren Øresundsbron fortsat kun er en meget lille del i det samlede transportbillede i regionen, ser det ud til , at det forretningsmæssige klima på tværs af Øresund er betydeligt bedre i år end sidste år, siger markedsdirektør Jacob Vestergaard, Øresundsbro Konsortiet.

Øresundsbron introducerede 1. februar 2002 et nyt erhvervsprodukt – ØresundBusiness. Produktet gælder både for varebiler og personbiler og er blevet godt modtaget – mere end 250 virksomheder har tegnet aftale siden lanceringen.

ØresundBusiness indebærer at prisen bliver lavere jo flere gange man kører over forbindelsen, og man kan tilmelde et hvilket som helst antal biler (indenfor samme klasse af køretøjer) til aftalen.

En af de største ØresundBusiness-kunder er Danisco, der har 20 pct. af sine aktiviteter i Sverige, og derfor anvender Øresundsbron i stadigt stigende omfang.

- Fleksibiliteten i aftalen betyder, at vi kan udnytte vores samlede volumen til at få en bedre pris, siger underdirektør Peter Nielsen, ansvarlig for indkøb og koncernkoordination hos Danisco.

- Desuden bliver håndteringen lettere, når fakturaen sendes direkte til den rigtige afdeling i Danisco.

Markedet for fragt og bus har allerede et produkt der svarer til ØresundBusiness. Desto flere enkeltrejser i løbet af et år, des lavere pris.

Alle erhvervs-, fragt- og buskunder har, udover BroBizz, mulighed for at bruge Øresundsbrons internetbaserede iTicket-system. iTicket er en elektronisk rekvisition via internettet, som gør at man kan passere betalingsanlægget uden BroBizz, kort eller kontanter. Fra Internettet får chaufføren en SMS-besked på mobiltelefonen med en kode, som skal meddeles når man kommer til betalingsanlægget.

For yderligere information, kontakt venligst markedsdirktør Jacob Vestergaard, Øresundsbro Konsortiet,
tel 33 41 60 00

Med venlig hilsen

Anna Holm

Kommunikationschef